Arrow skød eSuperligaen til Vejle!

I Tricked Esport kunne vi i torsdags skrive et nyt kapitel i klubbens historie da vi løftede trofæet og vandt sæson 4 af eSuperligaen efter en finale mod OB, som blev afgjort i allersidste sekund.

Tricked Esport har i samarbejde Vejle Boldklub deltaget i eSuperligaen siden dens allerførste sæson, og i 4. forsøg lykkedes det så at vinde turneringen, trofæet og 180.000 kroner. Ambitionerne var heller ikke til at tage fejl af, da vi inden sæsonen meldte ud, at det var målet at vinde det hele, og efter en række fremragende præstationer af Alen' Arrow' Barakovic, Mikkel 'LordHjorth' Bach og Jacob 'Esser' Esholm lykkedes vi med at nå vores mål, da det hele skulle afgøres. I kan læse meget mere om vores målsætning, eSuperligaens format og spillerne i truppen i dette blogpost.

Grundet Covid-19 blev denne sæson spillet på kort tid med det samme antal kampe som normalt, og derfor skulle spillerne være i stand til at klare et meget tætpakket kampprogram. Det betød at rotationer gennem sæsonen var vigtigere end nogensinde, og derfor blev der byttet ud i kamptruppen ved næsten hver runde, så spillerne var så klar som muligt til at gå ud og levere på højeste niveau. Derfor blev spilletiden gennem hele sæsonen delt mellem Esser og LordHjorth, mens Arrow sad sikkert på pladsen som den der skulle spille den sidste kamp i hver runde.

Til Finals-eventet torsdag d 25 Juni lagde vi ud med at møde Lyngby i semifinalen, hvor vores tidligere spiller, Alexander 'Lillelys' Laustrup, spillede på modstanderholdet i semifinalens første kamp. Her lykkedes det for LordHjorth at neutralisere Lillelys, hvilket betød at Arrow blot skulle vinde sin kamp for at sende os i finalen, og med en sikker sejr på 3-0 var vi klar til finalen.

I finalen mødte vi OB som var den helt store overraskelse, og endnu engang skulle vi møde en af vores gamle spillere i Emil Skifter, som spillede en fremragende sæson og også endte med titlen som "Årets Gennembrud". LordHjorth vandt den første kamp med 3-2 over netop Skifter, og derefter måtte Arrow se sig slået 2-1 af Nicolai "Grøn" Grønnemose, hvilket betød at det hele skulle afgøres i en tredje og afgørende kamp. Her kom Arrow godt fra start og kom foran 1-0, men kort efter kom Grøn tilbage og udlignede fra en spids vinkel. Dette resultat holdt helt indtil det 90. minut, hvor det så ud til at skulle afgøres i forlænget spilletid, men pludselig erobrede Arrow, fik bredt det ud til Mendy på venstre backen og efter 3 hurtige afleveringer, endte bolden hos den brasilianske Ronaldo, som med en hård inderside satte bolden op i venstre hjørne, hvilket sendte trofæet hjem til Vejle Boldklub udløste et kæmpe jubelbrøl blandt vores spillere, stab og fans som sad på tilskuerpladserne.

Fik du ikke set den hæsblæsende finale, kan højdepunkterne findes her

Derudover opnåede vi følgende anerkendelser i eSuperligaen sæson 4: 

Topscorer: Alen 'Arrow' Barakovic

Sæsonens MVP: Alen 'Arrow' Barakovic

Sæsonens træner: Kent Brylle

Fra Vejle Boldklub og Tricked Esport vil vi gerne sige tusind tak for al supporten gennem hele turneringen.

Billedet indeholder sandsynligvis: 4 personer, folk, der står

Written by

Kent Brylle
Coach FIFA PRO
Kent@tricked.dk
Follow on Twitter