Ny FIFA træner til Tricked Academy

Tricked Esport har ansat Nicolai Gildberg som akademitræner for FIFA-holdet og skal fremover stå i spidsen for udviklingen af vores talenter.

Nicolai Gildberg har gennem det seneste år vist sig frem som spiller på den danske FIFA-scene og har spillet utallige online-turneringer samt deltaget i dette års EA Global Series kvalifikationer, hvor han er stået ud som en kreativ og intelligent spiller. Disse egenskaber skal han nu for alvor tage i brug i sin nye rolle i Tricked, hvor han erstatter Jacob Gee i, som forlod coach-rollen i februar måned.

"Siden Gees afgang har vi søgt efter den rette person til at overtage rollen som akademitræner. Vi snakkede hurtigt med både de nuværende og nogle af de gamle akademispillere for at evaluere forløbet gennem FIFA 21 samt forstå det behov som spillerne har. Her blev vi hurtigt klar over at der skulle en profil ind med en stor viden om spillet og som har noget erfaring at dele ud af. Her så vi Gildberg som den type træner, der kan tage vores talentudvikling til det næste skridt", udtaler Main coach Kent Brylle.

Nicolai Gildberg har allerede været i gang i 2 uger og var således bag holdet da de i søndags leverede en stor præstation ved at vinde Talentligaen #2 samt titlen som det bedste akademihold i Danmark. Derfor har Gildbergs indflydelse allerede været mærkbar fra starten, hvor han sammen med Lucas 'Goldenboy' Guldman og Janus 'Minivildand' Villadsen slog både eSpuma og R288 Esport til Talentliga Finals, samt var med i grundspillets resterende 3 kampe, som alle blev vundet. Det lover godt for fremtiden, hvor der kommer mange spændende opgaver, som kræver de kvaliteter som Gildberg besidder.

"Den størrelse og de værdier, som Tricked besidder, gjorde det umuligt at afslå sådan et tilbud. Jeg ved hvilke store ambitioner organisationen har og jeg vil rigtig gerne være med til at være en del af det og som et hold være med til at indfri dem. Mine mål er helt klart sammen med Tricked at skabe de bedste rammer for spillerne og udvikle nogle dygtige FIFA-spillere samt give dem de bedste forudsætninger for at nå de mål som de gerne vil i livet.", udtaler Gildberg om samarbejdet

Gildberg ligger indenfor de bedste 1024 på den europæiske rangliste og har derfor været med i de internationale kvalifikationer gennem hele året, hvilket har givet ham en stor ballast og givet ham mulighed for at lære hvad det vil sige at spille på et højt niveau. Disse erfaringer glæder han sig til at komme ind og bidrage med.

"At spille mod de allerbedste har givet mig kvaliteter samt egenskaber der gør at jeg kan hjælpe akademidrengene bedst muligt. Jeg føler jeg har relevante inputs og jeg har en del forstand på spillet som jeg forhåbentlig kan give videre til drengene. Det jeg skal bidrage med er sammen med drengene at skabe nye ideer og dykke ned i spillets facetter. Jeg elsker at kigge på de mindste detaljer, der kan skabe en del for os", slutter Gildberg.

Udover den daglige gang med de nuværende FIFA-talenter, er der også en vigtig opgave på programmet, når de nye talenter skal findes i forbindelse med Scouting Grounds #3, som både blev afholdt i FIFA 19 og 20. Her er der blandt andet opdaget talenter som Emil Skifter og Oliver Høegh, der i dag er en del af vores førsteholdstrup samt Frederik Kruse, der i den kommende sæson af eSuperligaen skal tørne ud for FC Nordsjælland. Derudover var det også her, at vi fandt de spillere som lige har vundet Talentligaen #2, så der ligger et vigtigt arbejde i at finde den næste gruppe nye talenter.

Vi byder Nicolai Gildberg velkommen og glæder os til samarbejdet.

Written by

Kent Brylle
Coach FIFA PRO
Kent@tricked.dk
Follow on Twitter
FacebookTwitterInstagramyoutube
Copyright © Tricked.dk ApS - All rights reserved 2012-2019 - Support: support@tricked.dkTerms and conditions / Privacy policy / Cookies - CVR: 37590045