Nyt blod til førsteholdet!

Efter en kort tid er Simon Friis og Lucas Guldmann klar til at tage næste skridt, og rykke fra Tricked FIFA Academy til Tricked FIFA Pro. Drengene har vist deres evner, og det har landet dem på hurtigbanen til at blive pro-spillere.

“Jeg er super glad og stolt over at skrive kontrakt med Tricked Esport! Det har været et mål siden jeg først startede på holdet og efter et helt år på efterskole, er det super dejligt at der nu bliver masser af tid til at grinde!” - Simon Friis

Simon Friis startede som Tricked Academy i sommeren 2019. Han kom til den første Tricked FIFA Scouting Grounds, hvor han endte i top 8. Her beviste han sin evne i feltet, sit talent på controlleren og at han har en vindermentalitet der svarer sig til den helt store liga. Efter et år på efterskole, er han vendt tilbage med målet sat som pro FIFA-spiller!


“Friis kom ind for to år siden og gav os i FIFA 20-sæsonen en forsmag på hans mange af kvaliteter. Derfor har det blot været et spørgsmål om tid, før vi ville rykke ham op i førsteholdstruppen. Friis’ mentalitet er knivskarp og han har nogle karaktertræk som kendetegner en spiller af international særklasse, så det skal vi have frem i ham.” - Kent Brylle, Coach for FIFA Pro Team

Et år efter at Friis slog sine evner til Tricked Esport, dukkede endnu et talent op i horisonten. Til Scouting Ground 2 i 2020, stiftede vi først bekendtskab med Lucas Guldmann. Han udviste stor spilforståelse, og med en knivskarp defensiv tog han en plads direkte på Tricked FIFA Academy. 


“Guldmann har været en fornøjelse at følge i dette års FIFA 21. Han var den spiller på akademiholdet der brugte længst tid på at komme i gang, men da vi endelig knækkede koden, eksploderede det hele, og det resulterede i den ene toppræstation efter den anden. Det skal vi ind og køre videre på, og det glæder jeg mig til.” - Kent Brylle, Coach for FIFA Pro Team

Guldmann har nu spillet et års tid som Academy spiller, hvor han blandt andet har været med til at vinde Talentligaen og har lavet mange store præstationer. Derudover har han haft en flot debut i den internationale sæson, hvor han endte som nummer 136 i hele Europa. Derfor er han også et naturligt valg til at rykke videre op på Tricked FIFA Pro Team.

“Det er stort at blive rykket op på førsteholdet. Det er noget, jeg har gået benhårdt efter i FIFA 21. Jeg er klar til at hjælpe til på scenen, hvis der bliver brug for det og jeg ser frem til et nyt samarbejde med en masse nye ansigter på holdet.” - Lucas Guldmann

Med mange store præstationer, og en målrettet tilgang til at være blandt de bedste i verden, har der ikke været meget tvivl om at Friis og Guldmann skulle have en plads på Trickeds Pro Team, og spille deres karriere videre som en del af førsteholdet.

“Det har været en absolut no-brainer at rykke Guldmann og Friis op på førsteholdet. De passer perfekt ind i de mål vi har for holdet, og har evnerne til at føre dem frem. Derudover kender de allerede kulturen som vi har omkring førsteholdet, så det bliver let for dem at træde ind og bidrage med deres evner og mentalitet i den kommende sæson. Med Guldmann og Friis har vi at gøre med to spillere, der har potentialet til at gå hele vejen, hvis vi sammen kan træffe de rigtige beslutninger i den kommende periode.” Kent Brylle, Coach for FIFA Pro Team

Vi ser frem til at Friis og Guldmann skal sætte deres præg på førsteholdet, og være med til at tage niveauet til nye højder. De er begge alsidige og kompetente spillere som tilfører en ny energi, stærk mentalitet og nyt blod til førsteholdet.

Vi er klar når FIFA22 sæsonen udkommer!

Written by

Kent Brylle
Coach FIFA PRO
Kent@tricked.dk
Follow on Twitter
FacebookTwitterInstagramyoutube
Copyright © Tricked.dk ApS - All rights reserved 2012-2019 - Support: support@tricked.dkTerms and conditions / Privacy policy / Cookies - CVR: 37590045