Tid til eSuperliga

Da vi tilbage i marts måned startede eSuperligaens sæson 4,  nåede vi kun at spille en enkelt kamp, før det ikke længere var muligt at afvikle eSuperligaen på grund af Covid-19. Nu er vi heldigvis tilbage, men det er med en del ændringer fra den oprindelige plan, som skal følges.

Det mest iøjenfaldende er, at eSuperligaen skal afvikles på meget kort tid og der er derfor ikke engang en måned til eSuperliga Finals. Dette betyder, at der spilles mellem 3 og 6 kampe om ugen, og derfor kan en dårlig uge have fatale konsekvenser, mens det kan være guld værd, hvis man rammer en god periode. Derfor er det vigtigere end nogensinde at tage de rette beslutninger med hensyn til spillervalg og endnu vigtigere er det, at spillerne allerede fra start rammer deres topniveau.

Derudover er der ikke tilskuere i den nye sæson, hvilket kommer til at give en anden atmosfære i studiet, som spillerne ikke er vant til i eSuperligaen, hvor der ellers altid er god stemning, meget larm og en stor intensitet. Dette skal spillerne også være i stand til at håndtere.

Inden nedlukningen nåede vi at spille en enkelt kamp, og dette var mod Randers FC. Her blev det til en sejr på samlet 4-2 efter to sejre på 2-1 af både Jacob 'Esser' Esholm og Alen 'Arrow' Barakovic. Derfor starter vi ligaen op igen med 3 point for 1 kamp.

Hvem har vi med?

Kigger vi på de fem udvalgte spillere i eSuperliga-truppen, er der mange forskellige typer og en spændende bredde på holdet med 4 spillere, som har erfaring fra et eSuperliga Finals. Mikkel 'LordHjorth' Bach og Jacob 'Esser' Esholm, som var en del af den allerførste sæsons eSuperliga, er stadig i truppen, og netop de to endte med at gå hele vejen til finalen, hvor de desværre i tredje kamp måtte se sig slået af Brøndby og derfor måtte nøjes med sølvmedaljen.

Sammen med de to er også landsholdsspiller Alen 'Arrow' Barakovic en stor del af truppen, og netop Arrow har været en afgørende del af holdet siden han i sæson 2 blev gammel nok til at være med i eSuperligaen. Derudover er Mathias Bech Andersen også en del af den firkløver som også var en del af truppen i sidste sæson, og netop Bech har i sin eSuperliga-historie været kendt som en spiller med mange mål i sine kampe, hvilket giver en helt ny dimension til truppen.

Til slut er akademispilleren Frederik Kruse kommet ind i eSuperliga-truppen i denne sæson. Kruse har haft et flot år som blandt andet har budt på flotte resultater i de internationale kvalifikationer og så har han vundet Bilka eFootball Tournament, som har været den største danske H2H-turnering indtil videre.

Truppen indeholder en bred vifte af spillestile, hvor alle 5 spillere kan komme ind og bidrage med hver deres ting.

Hvad har vi lavet i pausen?

Selvom eSuperligaen blev lukket ned i over 2 måneder, har vi ikke siddet stille i det der godt kunne betegnes som en pause. Vi har i perioden fra nedlukningen til slutningen af maj måned spillet hele 11 eFriendlies (venskabskampe). Her er det blevet til sejre i 9 opgør, mens det blot er blevet til 2 nederlag i denne periode. Det er blevet til kampe mod 4 udenlandske hold.

Udover eFriendlies har vores spillere deltaget i mange turneringer gennem perioden, og det mest nævneværdige resultat herfra er Arrows præstation i Challengermodes FTTA Bronze Age turnering, hvor Arrow gik hele vejen til semifinalen i en turnering for de bedste i verden, og her formåede han blandt andet at slå førstepladsen på verdensranglisten, Qlash_Crazy.

Alle vores eFriendlies og størstedelen af vores turneringer i denne periode har kunne følges på vores egen Twitch-kanal.

Spillernes udtalelser

Vi har bedt et par af vores spillere om at sæte et par ord på den nye eSuperliga og de nye ændringer i strukturen:

Arrow om forventningerne til hele turneringen:

"Forventningerne er selfølgelig at vi kommer med til finals, og derefter er det at vinde det hele! Jeg syntes vi har den rette trup til at vinde ligaen, og vi er alle sultne efter at vinde. Vi er nødt til at yde vores bedste i hver kamp og lade være med at smide dumme point væk. Jeg glæder mig utroligt meget til at komme igang igen, og jeg kan ikke vente med at komme igang faktisk. Vi er meget sultne efter at vinde den pokal. Jeg er fulstændig ligeglad om der er tilskuere eller ej, bare vi kan løfte pokalen. Det er vores alles drøm og det går vi benhårdt efter!"


Esser om de nye retningslinjer grundet Covid-19 og den meget korte sæson:

"Det bliver selvfølgelig sværere end før. Hvis man har en dårlig dag eller uge, kan det koste utrolig meget i forhold til førhen. Derudover bliver det også mere stressende, da programmet er presset så meget sammen. For at nå vores mål er det ikke mindst vigtigt at vi selv præsterer, men også som hold. Det vil sige, at vi er nødt at bakke op om hinanden og de beslutninger der bliver taget."

Kruse om de nye retningslinjer og muligheden for at få sin eSuperliga-debut:

"Da jeg ikke har prøvet at være med i de andre sæsoner, kommer jeg ikke til at kunne mærke forskellen fra denne og de andre sæsoner i forhold til de nye retningslinjer. Dog er det utrolig ærgerligt, at vi ikke kan komme med hele truppen hver gang, og det kommer desværre nok til at tage noget fra det sociale aspekt af ligaen. Alt i alt er jeg dog bare utrolig glad for, at det hele starter op igen. Jeg håber utrolig meget på at få debut. Det ville være prikken over i’et på et glimrende første competetive år. Jeg tror dog ikke jeg skal sætte forventningerne for højt op, da vi har en af de bedste trupper i ligaen."

Husk at følge med fra på onsdag!

Med truppens hårde arbejde i pausen føler vi, at vi står stærkt til den første kamp mod Brøndby IF i eSuperligaen. Kampen kan ses på TV3 Max og Viaplay onsdag klokken 21.00. Torsdagens to kampe mod AC Horsens og FC København kan ligeledes ses på Viaplay. Kampen mod FC København kan også ses på TV3 Max.

Written by

Kent Brylle
Coach FIFA PRO
Kent@tricked.dk
Follow on Twitter